Det koster ikke kun den enkelte at havne i de miljøer, der beskrives i Nordkraft, det koster også samfundet store summer. For mange er det en tanke om den politimæssige indsats, hvor der løbende bruges store ressourcer og summer på razziaer, tjek, efterforskning og fængsling af dem, der overtræder loven om euforiserende stoffer eller straffeloven ved de rigtig grove forseelser.
Men de koster også sundhedssystemet. Der er mange følgeskader ved et brug eller misbrug af stoffer. Det er sygdomme og lidelser ved det hårde liv, og det er endnu værre for dem, der bor på gaden. Det er hjælp til alle dem, der prøver at komme ud af miljøet og få deres liv på fode igen. Det er alle dem, der bliver så påvirket, at rusen aldrig forsvinder, så de kommer til at tilbringe resten af livet på et hospital for sindslidende.
Desuden stopper politiets indsats heller ikke ved den direkte kriminalitet, der er forbundet med narko som salg af stoffer, besiddelse og smugling. Der er samtidig mange typer af kriminalitet, der følger med i kølvandet som et grimt uhyre.
De, der er afhængige, skal bruge til det næste fiks. De har ikke uanede ressourcer til rådighed, så indbrud
og tyverier bliver for mange af dem en måde at tjene penge på. Noget der også koster samfundet.
Det største tab er det menneskelige
Men der, hvor tabet er størst, er altid på det menneskelige plan. Det koster arbejdet, opsparingen, hjemmet, familien og vennerne.
På sidelinjen står alle dem, der gerne vil hjælpe og redde, men som ikke kan. Som ser en, de elsker, gå til og blive fortabt. Som ved, at deres barn måske lever på gaden et sted i Aalborg eller i en anden af de større byer i Danmark. Og som er udenfor rækkevidde.
Skæbnerne selv er heller ikke glade for deres tilværelse. For selvom der altid er en god grund til, at de er havnet, hvor de er, så er der rigtig mange, der ikke kan godtage det som en undskyldning.
Det er ikke kun et hårdt liv, men også et liv, hvor misbrugerne mødes med fordomme og had. At det er deres egen skyld, at de selv har valgt det, og at de bare kunne lade være. Men var det så nemt, så var der næppe mange, der var afhængige af stoffer. Og var livet nemt, ville ingen havne så langt ude.