Der er en vigtig pointe i historierne om de personer, der er med her, og det er, at det kunne være både dig og mig, der var fortælleren her. Alle kan havne i det her miljø. Det kan starte med festerne og det vilde liv i overhalingsbanen i weekenderne, hvor stoffer er tilgængelige alle steder, og hvor det er en festlig rekreation fra hverdagen.
Eller for dem, hvor det, der gør ondt indeni, forsvinder eller i hvert fald bliver dæmpet, når der er stoffer i blodet. At kunne glemme alle de grimme ting, der nogensinde er sket for en, virker som en drøm for rigtig mange, men det er ofte endnu en vej ind i et meget hårdt miljø.
De små historier, der her udgør en stor fortælling, er bare nogle af de veje ind – og ud – der findes i denne verden. For der er næppe dem, der ikke ved, at stoffer er farlige, og det er noget, der nemt bliver en glidebane til den absolutte bund i samfundet.
Nogle mennesker får vendt om, når de står ved kanten til afgrunden. Andre tager skridtet ud over, og så er det for sent.